Netop afdøde Pete Seeger er især berømt for at gøre "We Shall Overcome" til en hymne for borger- og menneskerettigheder. Her er historien om, hvor han fandt denne sang.

af Christopher Phelps

Det er nu så velkendt, at det risikerer at lyde som en kliché: "We Shall Overcome" var borgerrettighedsbevægelsens altoverskyggende sang. "Deep in my heart, I do believe, that we shall overcome some day": Sangen talte til en generations idealisme, solidaritet og optimisme i den kommende triumf over uretfærdighed.

Det er nu næsten glemt, at sangen har haft en lige så stor vitalitet på det tidlige "nye venstre". We Shall Overcome var den officielle titel på en sangbog udgivet af Studenternes Ikke-volds Koordinationskomité (SNCC), en gruppe, som havde større betydning for udviklingen af radikalisering af 1960’ernes "nye venstre" end den mere kendte Students for a Democratic Society.

Da Tom Hayden, i en alder af 21 år, rejste sydpå fra Michigan i 1963 for at observere SNCC’s bestræbelser på at registrere sorte vælgere i Mississippi, vendte han hjem for at skrive SDS’s pamflet "Revolution i Mississippi". Dette fandt sted samme år, som "Port Huron Erklæringen" gengav alle ordene i "We Shall Overcome" på sit titelblad. Den 22-årige Joan Baez sang "We Shall Overcome" i 1963 på "Marchen mod Washington" og Pete Seeger sang "We Shall Overcome" sammen med SNCC i Mississippi under "Frihedssommeren" i 1964.

Så populær var sangen, at præsident Lyndon Baines Johnson udtalte ordene "We shall overcome" i en tv-tale til nationen i 1965 til forsvar for loven om stemmerettigheder (Voting Right Act), et slående eksempel på den besynderlige forvandling, der gjorde de yderligtgående til mainstream. Da SNCC’s Bob Moses, historikeren Staughton Lynd og den radikale pacifist David Dellinger ledte en march til det Hvide Hus, for at signalere omdannelsen af borgerrettighedsbevægelsen til en bevægelse mod Johnsons egen krig i Vietnam, sang de stadig "We Shall Overcome."

Hvis "We Shall Overcome" synes at være indbegrebet af en sang fra 1960’erne, er det er på baggrund af manglende viden om dens oprindelse hos en langt tidligere venstrefløj. Sangen dukkede første gang op som noder i 1947 i "Folkets Sange", en periodisk udgivelse af Pete Seeger grundlagt efter lukningen af "Almanac Singers", som han og Woody Guthrie havde skabt for at vække anti- fascistiske strømninger på tærsklen til Anden Verdenskrig. En af Pete Seegers kolleger, Zilphia Horton havde nedskrevet ordene og musikken som "We Will Overcome" i 1947, efter at hun havde hørt den sunget af sorte kvinder i "Food and Tobacco Workers", en kommunistisk ledet fagforening i strejke mod American Tobacco Company i North Carolina. Disse kvinder havde til gengæld taget den fra en gammel gospelhymne "I’ll Overcome Someday."

Sangen blev et fast punkt på offentlige kampagnemøder for Henry Wallace, hvis uafhængige Progressive Party førte kampagne i 1948 imod Harry Truman i protest mod den kolde krig og raceadskillelsen. Der holdt sangen liv i ønsketænkning, da Wallace’s kampagne, der var langt fra at "overcome", var det sidste gisp af den venstreorienterede folkefront, der snart blev undertrykt af McCarthyismen.

Omkring 1955 året, hvor Seeger blev kaldt til afhøring i Komitéen mod Uamerikansk Virksomhed, erstattede sangeren i et inspireret øjeblik "will" med "shall" og forvandlede "We Will Overcome" til "We Shall Overcome." I den version blev der undervist i sangen på det berømte uddannelsescenter for borgerrettighedsledere, Highlander Folk School i Monteagle, Tennessee. Her lærte Rosa Parks, Septima Clark og Martin Luther King sangen og forvandlede den til en bevægelseshymne, imens borgerretttighedsbevægelsen kom op i omdrejninger med Montgomery Bus-boycotten i 1955-56

Hvad var så "We Shall Overcome"? Mange ting på én gang. En sang af 1940’erne, en sang af 1960’erne , en sang af Folkefronten , en sang af det nye venstre, en sort åndelig vækkelse, en folkemusik-fortolkning, en protestsang, et crossover hit , en blokadesang, en sang for borgerrettighedsmarcher, en sang med en historie og en sang, der i starten af 60’erne syntes at gå i et med øjeblikket.

 

Artiklen er et uddrag, med tilladelse af Christopher Phelps, fra" Gamle og Nye Venstreorienterede: Tressernes radikalisme, nu og dengang, " i ”En Ny Oprørskhed: Port Huron Erklæringen og dens Tid” ,red. Howard Mursten og Gregory Parker (Ann Arbor, Michigan : University of Michigan Press).

 

Oversat fra http://www.solidarity-us.org/site/node/4088 af Ebbe Rand Jørgensen

Læs mere: http://www.tdu.org/news/remembering-pete-seeger

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com